previous arrow
next arrow
PlayPause
Slider

Mette Westergaard

(1866-1951)

Af Minna Kragelund

For100 år siden var der kun få formaliserede uddannelser for kvinder. Det betød, at kvinder selv måtte stykke deres ”uddannelse” sammen. Væver Mette Westergaard (1866-1951) var en sådan kvinde, men hun nåede langt uden en formaliseret uddannelse. 

Hun var en karismatisk igangsætter med tårnhøje faglige kvalitetskrav og et utæmmeligt livsmod. Hun slog for alvor igennem internationalt, da hun på en industriudstilling i Berlin 1910-11 udstillede sine såkaldte ”romerske sjaler” håndvævede i silke; de blev efterfølgende solgt til kvinder i hele Europa.  Sjalerne var 2-2½ meter lange og komponerede med striber i stærke farver. I hver ende afsluttedes med en sort flettet frynse, let og yndefuld. Over frynsen spillede og changerede det tynde silkestof med en næsten metalagtig glans. Yderst elegante.

På den tid var det usædvanligt at møde håndvævede silkestoffer, fordi det var svært at få silke egnet til skaftevæv; silken var forbeholdt industrien. Mette Westergaard havde imidlertid på en studietur til Schweiz set bondekoner væve de smukkeste silkestoffer på deres håndvæve, og hun besluttede, at det ville hun også gøre. Hun indførte silke sydfra og fik det spundet i Italien samtidig med, at hun var aktiv for at få produceret dansk silke. 

Gobelinvævning

Sideløbende med silkevævningerne fik Mette Westergaard udlandets bevågenhed ved sine gobelinvævede tekstiler efter forlæg af maleren Kr. Møhl-Hansen (1876-1962, fra 1957 Kristian Møhl). Han malede planter og dyr i jugendstil, og mange betragtede ham som den unge fornyer af kunsthåndværk, der skulle løfte arven efter Thorvald Bindesbøll.  

Mette Westergaard udviklede gobelinteknikker, der egnede sig særligt til at gengive Møhl-Hansens streg og var så robuste, at de kunne bruges til brugstekstiler som fx, sofapuder, tehætter, møbelbetræk og indsat i skærme, der kunne holde kulde eller varme på afstand. Resultaterne indbragte medaljer og anden hæder til dem begge bl.a. på verdensudstillinger i Chicago, Barcelona og Paris. 

Mette Westergaard tog nye materialer til sig og havde i perioder ti vævere på sit værksted i København. Her vævedes store leverancer af drejlsmønstrede møbelstoffer med en glansfuld overflade samt lette, changerende gardinstoffer. Aftagerne var bl.a. Kongeskibet Dannebrog, fem ØK-skibe, Christiansborg, rådhusene i København og Århus samt en lang række private hjem. 

Lokal interesse 

Når denne væver har lokal interesse for Vestsjælland, skyldes det, at hun hvert sommerhalvår i 30 år flyttede sin væveaktivitet fra København til Nekselø vest for Sjælland. Her boede hun sammen med fuldmægtig og godsejer Einar Schütte på lystgården Strandbjerggård. Fra 1916-1951 sad hendes ansatte og elever her og vævede, og mindst 200 vævepiger har således nydt godt af den smukke natur på Nekselø samtidig med, at de passede deres arbejde eller var i lære. En historie, som aldrig er fortalt.      

Sommerens elever var bl.a. families og venners døtre, der kom fra nær og fjern. Men mange af øens kvinder lærte imidlertid også at væve på værkstedet, og det har trukket lange spor på øen – en historie, der aldrig er blevet fortalt. 

I et par år har Museum Vestsjælland og foreningen ”Vævere i Vestsjælland” været på sporet af denne historie, og det resulterede bl.a. i et kulturformidlingsprojekt hen over sommeren 2015. På syv guidede ture fortaltes om Mette Westergaard, hendes karriere og hendes aktiviteter på Nekselø. Væveforeningen havde etableret et feltværksted, hvor medlemmer i tre uger demonstrerede udvalgte teknikker fra Mette Westergaards store produktion. 

Arrangementet fik stor bevågenhed og gav god kontakt til øens beboere, hvoraf en del er efterkommere efter Mette Westergaards vævepiger. Beboere lukkede med stor generøsitet skabe og skuffer op og udlånte Mette Westergaard-tekstiler. Så mange, at Museum Vestsjælland sammen med ”Vævere i Vestsjælland” kunne åbne en udstilling med dem på Odsherreds Kunstmuseum i Asnæs. Foreningens medlemmer demonstrerede endnu engang og udstillede dertil stofbaner i nyt design inspireret og provokeret af Mette Westergaards mønstre og teknikker. Således kunne udstillingen vise tre generationers vævning, der alle refererede til læremesteren Mette Westergaard. 

Mette Westergaard var en af de mest produktive personer i dansk vævehistorie i første halvdel af 1900-tallet. Hendes glansperiode lå ca. 1910-40, og en del af produktionen må være vævet på Nekselø. Hun forstod sin tid og fik måske derfor så stor udbredelse især med sine bolig- og beklædningstekstiler. 

Mette Westergaard

Stofferne kunne det, de skulle 

Mette Westergaard havde en knivskarp fornemmelse for materialer, god farvesans og en fornem teknisk viden, som sammenlagt har gjort hendes produktion balanceret og gedigen. Vævningerne kunne det, de skulle; dvs., sjaler faldt som sjaler skal, møbelstoffer havde den soliditet og slidstyrke, som er nødvendig og gardiner den lethed og transparens, som gardiner skal have. 

Når først Mette Westergaard havde fundet et godt materiale, så anvendte hun det til sidste blodsdråbe og i så mange typer og kombinationer som muligt. Dette ville en klog væver også gøre i dag. Man kan mene, at der er en vis konservatisme over Mette Westergaards materiale- og farvevalg. Hun valgte det bedste og smukkeste og anvendte dette over flere årtier. Suveræn var hun dog inden for de valgte rammer. Yngre vævere begyndte imidlertid at anvende andre teknikker og vævede fx ryatæpper, ligesom deres farveholdning ændrede sig op mod midten af 1900-tallet. 

Et af Mette Westergaards berømte romersjaler i silke.