Sommeren 1868 blev skelsættende i Johan Vævers liv. Han fik fod under eget bord og kunne derfor to år efter ægte Mariane Larsen. De boede resten af deres liv i landsbyen Kelleklinte syd for Kalundborg, hvor Johan var født, og hvor han ernærede sig som væver og husmand.
Johan Væver eller Johan Nielsen, som han retteligt hed, købte sine forældres hus med ca. 4,5 tønder land til. Ejendommen hørte under Lerchenborg gods ved Kalundborg, og Johans far, Niels Pedersen, havde således som fæster skulle arbejde på bestemte dage for kammerherre lensgreve Christian Albrecht af Lerche. Dertil skulle der betales forskellige tiender.
Væver og husmand i 40 år
På den tid var det almindeligt, at bønder og husmænd opnåede selveje, og Johan Væver havde nu fuldt ejerskab til og råderet over jord og hus.
Forandringen i ejerskabet betød, at Johan skulle skaffe rede penge bl.a. til afdrag for de lån, han havde optaget. Han var 29 år, da han indfriede faderens fæste, og han fik derefter 40 år som væver og husmand i Kelleklinte, indtil han døde i 1909. Hans kone Mariane døde først i 1931.
Igennem Johans barndom og ungdom boede der flere vævere i Kelleklinte, og sandsynligvis har han lært håndværket hos en af dem eller hos en væver i et af nabosognene fx Holmstrup, hvor der var mange vævere. Men vi ved det ikke.
Gave til Vævernes Hus
I 2016 fik Vævernes Hus på Kattrup Gods ved Jyderup på Sjælland en værdifuld og inspirerende gave, som førte meget med sig; dels dette skrift om mandlige vævere, dels to udstillinger på Vævernes Hus i foråret 2017, nemlig »Kelleklinte-væveren« og »Her væver mænd«, hvor otte nulevende mandlige vævere viser, hvad de har vævet netop til denne udstilling.
Den nævnte gave er fire dyner og fire puder i stofferne olmerdug og bolster. De er vævet af Johan Nielsen i Kelleklinte i sidste halvdel af 1800årene, og de er af meget god kvalitet. Dertil har de været opbevaret godt, så de fremstår som næsten nye. I hvert fald ligner de ikke stoffer, der er små 150 år gamle.
Giveren er Børge Geert Olsen, der har boet det meste af sit liv i Kelleklinte, og som har en indgående viden om landsbyen og dens beboere i mange generationer. Sengetøjet stammer fra hans slægtsgård Wiekær, som han selv drev 1954-86. På et tidspunkt fik han af Johan Vævers børnebørn en del familiedokumenter, som han afleverede på Hvidebæk Lokalhistoriske Arkiv i Ubby. Efter flere givende besøg hos Børge Geert Olsen gik jagten ind for at finde oplysninger om Johan Vævers liv og virke, og her fik vi også generøs hjælp på det lokalhistoriske arkiv.
Olmerdug og bolster
Olmerdug er betegnelsen på tværstribet stof, som brugtes til overdyner vævet i uld på hør- eller bomuldstrend. Bolster er længdestribet stof til underdyner vævet i hør på hør- eller bomuldstrend.
Teknisk set er striber den enkleste mønsterform, men den kræver, at væveren har et skarpt øje for komposition og farvesammensætning. Striber kan fx virke rolige og harmoniske, ligegyldige eller forvirrende alt efter, hvordan forholdet er mellem bredde, farver og placering i forhold til dynens proportioner. Mellemrummene mellem striberne er en vigtig faktor i kompositionen og i det helhedsindtryk, som stoffet udstråler.
Johan Vævers sengetøjer er en fornøjelse at se på, og man har svært ved at se sig færdig. Det er som om ens øjne bliver hængende ved en særlig smuk farvesammensætning eller søger rundt i striberne efter ro eller overraskelser.
Hvis mønstret består af to farver striber, vil den lyse stribe altid synes bredere end den mørke. Derfor skal den lyse stribe væves en lille smule smallere end den mørke, så det undgås, at stoffet opfattes som mørke striber på lys bund. Der skal være balance mellem striberne, men altså ikke nødvendigvis en streng matematisk balance.
Olmerdug er som nævnt til overdyner vævet i flere farver uldgarn, mens de fleste underdyner blot har to farver – hørrens lyse nuancer og en blå indigofarvet hørtråd. Mange af overdynernes garner er formentlig farvet i købstaden, hvilket gjorde dem dyrere at anskaffe end underdynerne, hvortil kvinderne på landet selv kunne farve hørren blå i et indigobad.
Fra slægtsgården Wiekær
For de mange vævere og gæster, der kommer på Vævernes Hus, er Johan Vævers dyner og puder en kærkommen anledning til at komme tæt på det levede liv for 150 år siden. Som besøgende får man et godt indtryk af datidens smag og af hjemmenes udsmykning, fordi Johan Vævers stoffer „taler“ så kraftigt til os med sine glødende farver. Bemærkelsesværdig er hans brug af farverne grøn, orange og violet, som helt sikkert vil inspirere væverne på Vævernes Hus til at forsøge sig med nogle af hans stribe- og farvekompositioner.
De otte dyner og puder stammer fra en langt større samling sengetøj, der blev brugt på gården Wiekær, som havde været i slægtens eje siden 1700-årene. Der var mange alkover og senge, der skulle redes op, både til familien og til piger og karle.
Fra 1773 til 1813 ejede Peder Johansen Wiekær, og studerer man hans efterkommere over ca. 250 år, så dukker to for denne histories centrale navne op, nemlig Johan Nielsen og Børge Geert Olsen. Johan har vævet de omtalte dynetøjer, mens Børge Geert har passet på dem og givet dem videre til væverne på Vævernes Hus og dermed bevaret dem for eftertiden.
At de to nævnte mænd er rundet af samme slægt, er et af mange eksempler på, at beboere i Kelleklinte og de nærmeste byer er indgiftede i hinandens slægter. Et forhold, som Hvidebæk Lokalhistoriske Arkiv kender meget til i forbindelse med bl.a. slægtsforskning. Relationen mellem Johan Væver og Børge Geert Olsen blev dog først kortlagt i forbindelse med denne undersøgelse af Johan Vævers liv.
Mandearbejde
Børge Geert Olsens forældre overtog slægtsgården i 1922, så det er hans bedste- og oldeforældre, der har fået vævet sengetøjerne hos Johan Væver. De ejede Wiekær fra 1850 til 1922. På mange bondegårde stod der dengang væve, hvorpå familiens kvinder og tjenestepiger vævede lettere stoffer fx hørlærred.
Sengetøjerne skulle imidlertid væves så tæt, at de kunne holde fyldets dun og småfjer inde. Det krævede mange kræfter at slå stoffet så kraftigt sammen, og vævning af dynetøjer var derfor oftest mandearbejde. Typisk var netop stof til sengetøj den sidste type stof, som landsbyvæverne vævede, inden industriens maskiner overtog deres arbejde.
Dyrkning af hør
På mange gårde dyrkedes hør, som kvinderne bearbejdede til garn til væveren. Han kunne også få vikleprøver i form af pinde, hvorom bondekonen havde viklet farvet garn i de stribe- og farvebredder, som stoffet skulle væves i.
Det vides ikke, om der blev dyrket hør på Wiekærs jorder, men det skete formodentlig på en anden af Kelleklintes store gårde, nemlig Kildegården. Fra denne gård er der nemlig på Museum Vestsjælland, Kalundborg, bevaret en del redskaber både til hørtilberedning og spinding.
Derimod ved vi, at Johan Vævers mor dyrkede hør, og så har hun sikkert også bearbejdet planterne og spundet garn deraf. Året efter Johans giftermål med Mariane Larsen blev der underskrevet aftægtskontrakt mellem Johan og hans forældre. Heraf fremgår det, at forældrene skulle have rådighed over „en ottingkar land til hørsåning“. Det var et lille stykke jord svarende til, hvad en tjenestepige kunne få rådighed over som en del af sin løn.
Brudelagner
Arbejdet med at opspore flere Johan Væver-ting resulterede bl.a. i en gave fra Ruth Kristensen, Jyderup, der er i familie med Johans kone Mariane. Gaven består bl.a. af to lagner med det broderede monogram KSL, der ifølge familiehistorien står for Karen Sofie Larsen, der blev gift i 1899. Lagnerne skal angiveligt være brudelagner, og to forhold tyder på, at denne historie har sin rigtighed.
I alkover og senge brugtes ikke betræk på dyner og puder, men i stedet to lagner, som man stadig gør fx sydpå. De to lagner lå mellem over- og underdyner, og imellem lagnerne lå de sovende.
Brudelagnerne er syet af to baner hørlærred. Når to så store stykker stof på 207cmx125cm har overlevet to krige med omfattende varemangel, så kan det skyldes, at de har en forbindelse til en særlig begivenhed i ejernes liv. Dåbs-, konfirmations- og bryllupsminder holdes der gerne en hånd over. En anden begrundelse for rigtigheden af familiehistorien er, at monogrammerne er broderet med bogstaver, som var moderne i 1890-erne.
Gode gedigne hverdagsting
Andre bevarede tekstiler fra Johan Vævers hånd viser sammen med museumsgenstande på Museums Vestsjælland, Kalundborg, at Johan Væver har fremstillet forskellige gedigne hvide tekstiler til brug i hjemmet fx håndklæder og viskestykker. Sammen med sengetøjerne „fortæller“ disse, at han op imod 1900 har opfyldt en væsentlig plads i landsbysamfundet, hvor han har forsynet beboerne med dagligdags tekstiler af god gedigen kvalitet både brugs- og smagsmæssigt.
