Af Minna Kragelund, Museum Vestsjælland
Karoline Graves er et ikon i Vestsjælland, kendt af mange som folkemindesamler og forfatter til bl.a. to bøger.
Hun er en person, man hurtigt får respekt for og kommer til at holde af at læse. Hun fortæller levende om småkårsfolk, om sit eget og sin slægts liv og færden, men også om andre mennesker i Vestsjælland. Hun er konkret og indfølende på samme tid, og hendes livsglæde og holdninger skinner igennem alt, hv ad hun beretter om. Hendes selvbiografi ”En Almuekvindes Liv” genudgives i forbindelse med Vævefestival i Åmosen 2017.
I sin samtid blev Karoline Graves hædret, idet hun kom på finansloven for sin skribentvirksomhed. Den 15. oktober 2015 blev hun igen hædret med en mindesten i Mindelunden på Løve Herreds Tingsted nær Høng nord for Sorø.
Indtil da havde mindelunden alene rummet sten over mænd, der havde spillet en rolle i lokalsamfundet. Nu kom Karoline Graves til som den første kvinde til trods for, at hun tilhørte bondekulturens arbejder- og håndværkerstand, der var den lavest bemidlede del af landbefolkningen. Initiativet til mindestenen for Karoline Graves blev bl.a. taget af Kalundborg Museumsforening.
Kunstnersind
Karoline Graves var en af de såkaldte moderne kvinder i slutningen af 1800-tallet, – kvinder, der ofte blev betegnet som ”offentlige Fruentimmere, der stod frem med Skrift og Tale”. Langt hen ad vejen var de selvlærte, og de skabte sig en bibeskæftigelse i tiden mellem bondekulturen og industrialiseringen bl.a. med indsamling af folkeminder og skribentvirksomhed. Flere af dem havde tilknytning til de nye kulturhistoriske museer.
Stifteren af Kalundborg Museum J.S. Møller skriver flere gange om Karoline Graves, som han ansatte som kustode på museet 1917-1923. Han karakteriserer hende bl.a. således i hendes nekrolog: »Karoline Graves var i mange Henseender en mærkelig Kvinde. Der var dybt i hendes Sind noget uroligt, noget der drev hende til de stadige Forandringer, hvortil de ydre Forhold sikkert ikke alene har været eneste Aarsag. Det var Kunstnersindet i hende. Hun havde nemlig ikke blot en lille poetisk Aare, at skrive Vers faldt hende let, men, hvad mere er, hendes Sprog var trods hendes sikkert højst mangelfulde Skolegang fuldlødigt, og hendes Naturbeskrivelser som hendes Menneskeskildringer, var en sand Digter værdig.«
Flytter efter arbejde
Karoline Graves blev født i en håndværkerfamilie i Hallebyore ved Åmosen og blev gift 1884 ligeledes med en håndværker. De fik fem børn. Hun levede hele sit liv i Vestsjælland og altid i små og meget arbejdsomme kår. Syede bl.a. for folk. Gik i skole til sit 13. år og kom derefter ud at tjene. Hun var i 40´erne, da hun begyndte at skrive små ting til forskellige blade og senere til Dansk Folkemindesamling og historiske årbøger. Hun døde på Ubby alderdomshjem for 85 år siden – 75 år gammel.
Det er især Karoline Graves´ måde at beskrive fattiges kår på, der fascinerer. Hun byder så at sige læseren inden for i sit liv; man føler sig til stede og mærker dagligdagens puls. Erfarer, hvordan ubemidlede ustandselig måtte flytte derhen, hvor arbejdet var – og måske et korterevarende arbejde, som de ikke havde beskæftiget sig med før. Karoline Graves beklagede sig aldrig over denne usikre tilværelse, ingen ynk, men i stedet en stor værdighed og taknemmelighed over livet.
Hun fortæller således i bogen Ved Halleby Aa, at hun af sine forældre havde lært at passe meget nøje på sin tid og være glad og tilfreds i knappe kår. Man skal aldrig se med misundelse på dem, som fik meget, thi ingen ved, om sindet derfor er mere tilfreds. Denne lære har hjulpet mig meget gennem hele mit liv, skriver hun.
Samlende person for hele festivalen 2017
Ser man samlet på, hvad Karoline Graves har efterladt sig på skrift, så er der i stor udstrækning tale om fortællinger om dagligliv. Stikker vi imidlertid et spadestik dybere, så får vi indblik i Karoline Graves´ holdninger og de livsværdier, hun gerne ser bevaret og ført med ind i eftertiden. Det handler om menneskelige relationer, om ærlighed og arbejdsomhed, om redelighed og omsorg både i forhold til natur og naturressourcer og til dyr og mennesker samt respekt for de kulturtraditioner, som man er rundet af.
Karoline Graves er en fornem eksponent for både 18- og 1900-årenes livsvilkår i Vestsjælland; hun var et barn af begge århundreder – født 1858, død 1932.
Arrangørerne og deltagerne i Vævefestival i Naturpark Åmosen 2017 har valgt netop Karoline Graves som den samlende person for aktiviteterne på festivalen. Det skyldes fortrinsvis, at der er stor overensstemmelse mellem hendes livsværdier og de holdninger og idealer, som arrangørerne af festivalen brænder for.
Der er tale om grundliggende livsværdier, som generation efter generation forholder sig til i ord, tanke og handling, og som hver generation forvalter på sin måde.
Værdier anno 2017
Det er tankevækkende, at en kvinde for 100 år siden gav Vestsjælland så stærk en stemme, som Karoline Graves gav.
På festivalen går arrangørerne så at sige ”i Karoline Graves´ fodspor” ved at omsætte hendes fortællinger og holdninger til praksis anno 2017. Ved at vise omhu gennem bearbejdelse af naturens produkter og ved at praktisere håndværk giver de Vestsjælland en nutidig og stærk stemme.
Der kan således trækkes tråde fra fortiden (Karoline Graves) til nutiden (festivalen) og dermed vises en mulig vej ind i fremtiden.
Litteratur
Dansk Kvindebiografisk Leksikon (fortrinsvis om hendes litterære produktion). – Dansk Biografisk Leksikon.
J.S. Møller: Nekrolog. I ”Fra Holbæk Amt” 1932, s. 181-185. – Fanny Fang: Nekrolog. I Kvinden og Samfundet 30.04.1932.
Menneskers veje – kulturhistoriske essays i 100-året for Kalundborg Museum, red. L. Pedersen. 2013. Udg. af Kalundborg Museum. I de to første artikler omtales Karoline Graves.
Henrik Ingemann: Karoline Graves. I Folk og Kultur 1980, s. 53-74.
Karoline Graves` to bøger: ”Ved Halleby Aa”, udg. af foreningen Danmarks Folkeminder og Historisk Samfund for Holbæk Amt. 1921. –”En Almuekvindes Liv” udg. af Arthur Fang. 1927. Begge bøger er genudgivet af Forlaget Almuebøger og har fyldige forord fra flere udgivelser.